Ugens Togfoto uge: 10-2009
Udi Ringsted hviler...
...ikke alene dronning Dagmar men også resterne af den sjællandske midtbane - sporet yderst til højre. Ca. 3 km længere fremme blev Midtbanen via en rampe og en bro ført over Vestbanen mod Hvalsø. Fra Hvalsø fortsatte sporet gennem Hornsherred over Roskilde Fjord på en klapbro til Frederikssund. Det var planlagt at fortsætte til Hillerød og al jordarbejde samt bygning af viadukter blev udført. Kun manglede sporet at blive lagt, da projektet blev standset og banen mellem Ringsted og Frederikssund nedlagt. Det skete allerede i 1936. Strækningen mellem Hvalsø og Frederikssund fik kun en levetid på 8 år. Klapbroen over fjorden blev sejlet til Ålborg og genanvendt. Banen blev i mange år betegnet som den største trafikpolitiske skandale herhjemme. Noget af den gamle banestrækning benyttes i dag af Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm. Foto den 29/8-2008 ved udkørslen fra Ringsted mod øst.