Ugens Togfoto uge: 53-2009
Vejrproblemer
MR 4007 holder i Nyborg spor 4 en fredag, hvor perronen ellers summer af liv; men ingen rejsende havde lyst til at bevæge sig ud i den bidende kulde med fygesne. Det er sjældent at se en MR i Nyborg. Hvad formålet var er usikkert. Måske på grund af vejret, der medførte store forsinkelser. En times tid efter billedet blev taget, blev Storebæltstunnelen spærret på grund af et godstog med en 185, der ikke kunne klare stigningen. En temmelig uheldig situation en fredag. Lidt senere ankom EG 3104, der er et kraftigere lokomotiv, til Nyborg fra Tyskland. EG'ens vognstamme blev koblet fra, og lokomotivet suste til Sprogø for at hjælpe sin uheldige fætter. Opgaven blev klaret, og tre timer senere var EG 3104 atter i Nyborg. Fik koblet vognstammen fra Tyskland på igen og kørte videre mod Sjælland/Sverige. Problemet med 185 er angiveligt den lave temperatur, der får sand og salt i sandingsanlægget til at klumpe sammen, så det ikke kan passere røret, der fører ned til sporet. Stigningen i tunnelen er på 15,6 promille. Altså en konstant stigning på 15,6 m pr. km nede fra dybet, hvilket er hård kost for lokomotiverne, hvis der samtidig er for mange tons på krogen (foto den 18/12-2009)